oktober 2016 archive

Bagværk med et lille twist af jul…..

Jeg er lidt en sucker for julen..
Jeg elsker stemningen, maden, krydderierne, hyggen, julemusikken, julepynt osv.
Der er en lille måned til, at jeg vil tillade mig selv at gå jule-amok, men indtil da kan man sagtens hygge sig med lækkert bagværk med et lille twist af jul…
Begge opskrifter er meget velegnet til ungernes madpakker og kan sagtens fryses ned!

Müsliboller er en genganger hjemme hos os, de bliver bagt igennem hele året og alle i huset elsker dem!musliboller Opskrift på müsliboller:

1 pakke gær blandes i 1 liter vand.
Bland 2 dl. havregryn i sammen med 2 håndfulde græskarkerner, 2 håndfulde sesamfrø, 2 håndfulde hørfrø, 2 dl. tranebær, lidt salt, 2 tsk. honning, 2 tsk. kanel, 1 tsk. kardemomme og ca. 7 dl. fuldkornsspeltmel.
Lad dejen hæve natten over eller i nogle timer.
Tilsæt så lidt ekstra mel til dejen, men ikke for meget, dejen skal være våd og bollerne formes en ske.
Bollerne bages i ovnen ved 180 grader i ca. 20-30 min.
De er super lækre lune med en klat smør på!

En anden klassiker i vores hjem, som også kan bruges som et sundere alternativ til en kage, eller en lækker boller i madpakken om fredagen er kanelsnurrer:

kanelsnurrer

Opskrift på kanelsnurrer:

Lun ca. 1,5 dl. vand og 1,5 dl. mælk op i en gryde og tilsæt ca. 35 g. gær.
Tilsæt 1 æg, lidt salt og ca. 500 g. fuldkornsspeltmel. Ælt dejen godt sammen og tilsæt til sidst ca. 30 g. blødt smør, ælt det godt ind i dejen. Lad dejen hæve i ca. 1,5 time.
Imens dejen hæver laver du kanelcremen:
Kom ca. 15 dadler uden sten i en minihakker sammen med 2,5 spsk. kanel, 1,5 tsk. kardemomme, 30 g. smør eller kokosolie og lidt salt. Hvis cremen bliver for fast/tør, kan du tilføje lidt vand.
Når dejen er hævet ruller du den ud i en rektangel, smør kanelcremen ud over hele dejen. Fold 1/3 af dejen ind mod midten og derefter den sidste 1/3 del over igen. Rul så dejen ud igen og skær den i strimler på ca. 2 cm. Sno dejen rundt om sig selv og pres den lidt flad inden du lægger den på en bageplade med bagepapir (forsøg at få enderne til at være nederst mod bagepapiret).
Lad dem efterhæve i ca. 15 min,
Kanelsnurrerne pensles med 1 æg eller mælk og bages i ovnen ved ca. 210 grader i 20 min., eller til de er gyldne på toppen.
Kanelsnurrer spises gerne lune og de behøver ikke smør eller andet pålæg!

Rigtig god fornøjelse med bagningen og ventetiden indtil julen for alvor kan komme i gang!